lørdag den 31. december 2011

Gulerodsboller


Sidst jeg lavede gulerodsboller, var en eftermiddag, hvor jeg skulle i biografen om aftenen med en flok piger fra min gym-klasse.. Min veninde Chart & jeg guffede gulerodsboller og mørk chokolade i os til ”Samme dag næste år” med Anne Hathaway, åh det var godt.

Jeg har fået den af en pige fra min klasse, som også er lidt af en kagebager(!!). Igår bagte jeg dem igen, men i en lidt grovere udgave end opskriften, fordi jeg synes, det meste bliver bedre, når de har lidt mere bid og smag. 
Bollerne her er til morgenmad den første morgen i 2012. Vi er nemlig 7 piger, der skal holde nytårsaften sammen hos mig. Vi skal have jordskoksuppe med kammuslinger, risotto med svampe og grøn salat. Til dessert skal jeg til at lave nøddekurve og bage dessertkage, som skal serveres med lidt is til. Jeg er lidt spændt, for jeg har ikke prøvet nogle af opskrifterne endnu.. Jeg følger op!

Men først er der bagt gulerodsboller:
Rør gæren ud i vandet og tilsæt honning, salt og 1 æg. Smuldr det bløde smør i hvedemelet, bland det i vandet sammen med det andet mel og havregrynene.
I en lille skål for sig piskes 2 æg, hvorefter de revne gulerødder og kerner blandes i. Vend det i dejen og lad den hæve i cirka 45 minutter. Sæt bollerne på bageplader med to skeer og bag i 20 min. Ved 200 grader. 

Der bliver cirka 25 boller med disse mål:
50 g gær
½ liter vand
1 æg
2 tsk. Salt
2 spsk. Honning
130 g smør
450 g hvedemel
150 g havregryn
100 g fuldkorns speltmel 
150 g rugmel
----
2 æg
300 g revne gulerødder
100 g solsikkekerner

torsdag den 15. december 2011

Juleri

Åh, her sidder jeg og hygger mig med (endnu) en aflevering og dufter til en af de bedste dufte, jeg kender. Nemlig duften af brunkager. Min mor har lige skåret og bagt en omgang. De brunkager vi bager herhjemme og i resten af min familie, er min oldemors opskrift, og den skraber så mange minder sammen, at det kan være helt svært at forstå. Jeg har været lidt trist over, at jeg her i denne december ikke har været så meget i julehumør, som jeg plejer (eller i hvert fald da jeg var yngre).
Julen var den absolut bedste tid, da jeg/man var lille. Alt var i den skønneste orden med kalendergaver, småkagebagning, et kalenderlys, der som regel ikke kunne følge helt med, julekalender enten i form af Pyrus, Bamses Julerejse, Absalons Hemmelighed, Nissebanden og mange flere, adventsgaver, åbning af minimum 5 låger hver morgen og meget mere…
Nu er det bare som om, afleveringer, lektier, træning og hverdagen i det hele taget har overtaget lidt af julestemningen – og det er ærgerligt. Derfor er det rart at tænke på julefrokost og familiebesøg i weekenden, eller når man pludselig kan dufte brunkager i hele huset, og mærke hvordan de knaser helt fantastisk i munden. Det er lidt af en lykkefølelse. Julen skal nok nå til Gug også og hvis ikke, så kommer den helt sikkert syd på, hvor jeg holder juleaften! 
Her er lidt billeder af vores jødekager. Smagsprøver må I få, hvis I kommer forbi :)!    
 

søndag den 11. december 2011

Chokolademousse med pistaciecrokant!


Smagsprøve til mine forældre (december 2011)
Jeg er fuld af godt humør, glæde og lykke. Jeg har væet i Århus, hvor min ene skønne kusine bor og holder kusineweekend. Min søster og jeg har to store kusiner på vores fars side og for et par år siden startede vi traditionen med en kusineweekend. Allerede fra start stod det til at blive ret fantastisk. Nu er det så tredje gang vi skal mødes, og jeg glæder mig blot mere og mere for hver gang!
I torsdags efter skole lavede min søster, Charlotte fra min klasse og jeg så chokolademousse i højt humør og med lidt kaos i køkkenet. Egentlig skulle Chart og jeg ha’ bagt fuldkornsmuffins (fordi jeg engang smagte de bedste fra Sallings bager i Århus sammen med min roomie, og jeg vil aldrig droppe idéen med selv at forsøge mig, så det skal nok blive snart!), men eftersom jeg ville lave chokolademousse til kusineweekenden, blev planen ændret. Det gjorde nu ikke noget – overhovedet. Det var ret sjovt at være i køkkenet alle tre. Der blev snakket kemi, sprøjter af forskellig slags, mad (!!), musik og folk. Chart & jeg følges ad i skole hver morgen, hvilket gør cykelturen noget så hyggelig og overskuelig, selvom det både regner og blæser.

Denne fuldstændig fantastiske chokolademousse lavede jeg første gang sammen med Ea. Under processen smager vi (naturligvis) på alle de gode blandinger og det bliver kun bedre og bedre for hver ingrediens vi putter i. Vi kunne nærmest ikke overskue, så godt var det. Vi var mundlamme og ret meget i himlen.
Det var en lørdag eftermiddag, og det var bare til os og Eas familie. Jeg undrer mig ikke over, at portionen vi laver er til 8 personer, men da der kommer uventet besøg, synes jeg jo, det var vældig smart.  Anna & Mads havde nemlig aftalt med Ea at overraske mig meget pludseligt: Det banker på døren i Malling, så jeg går ud og åbner, for Ea var pludselig væk? Og ude på trappen står Anna & Mads. Jeg blev så overrasket – og glad! – at jeg hoppede tilbage, skreg og grinede! Og smart som de er, så optager de det på video, ha-ha-ha!

Vi startede med at lave pistaciecrokant med appelsinskal i: Smelt sukker på panden til det er helt klart og flydende, fjern fra varmen og kom hurtigt lethakkede pistaciekerner og appelsinskal i, for så at hælde den flydende masse på et stykke bagepapir og lad det afkøle helt før det grofthakkes.

Chokoladen smeltes forsigtigt over vandbad. Æggeblommer piskes sammen med de 75 g sukker til en tyk æggesnaps. Derefter piskes æggehviderne med en enkelt teskefuld sukker. Kom den smeltede og lune chokolade i en skål og pisk æggesnapsen op i. Tilføj appelsinsaft af ½ appelsinsaft (evt. lidt ekstra) og pisk godt. Tilføj 1/3 del af æggehviderne og pisk godt. Vend derefter forsigtigt chokolade-delen med resten af æggehviderne.

I forhold til portionsanretning er høje cylinderglas en mulighed, hvor man fordeler crokant i bunden og på toppen, hvorefter det skal i køleskabet indtil de skal serveres. En kold mousse er klart bedst, og lidt lækkert frugt gør den kun bedre. Desværre var de mangoer jeg havde købt ind ikke modne, så vi klarede os uden - hindbær er også et godt bud i følge Blomsterberg, hvis opskrift dette jo er. 
Jeg gjorde det, at jeg havde kølet moussen ned i en bøtte, og så fordelte jeg den på fire tallerkener med en spiseske, hvilket gav en ret flot struktur i moussen, og pyntet med crokanten var den uimodståelig, hvilket de tre skønne piger og jeg fik bevist. Vi spiste rub og stub til del 2 af Harry Potter og Dødsregalierne, på trods af min kusine Inges fantastisk for- og hovedret. Det var mums!   
mums (december 2011)

Til 6 gode portioner
Crokant:
- 130 g sukker
- 75 g usaltede pistaciekerner (eller lign. kan også anvendes!)
- skallen af 1 øko-appelsin 

Mousse:
- 125 g god mørk chokolade
- 100 g pasteuriserede æggeblomme
- 75 g sukker
- 1 1/4 dl pasteuriseret æggehvide 
- appelsinsaften fra den halve appelsin 

søndag den 4. december 2011

Kærnemælkscupcakes

Jeg er lidt sent på den, men cupcakes er cupcakes, så… Lørdag eftermiddag i sidste weekend fulgtes jeg til gensynsfest med min ven, Lange. Vi havde lavet madpakker til vores togtur, men endte med først at spise dem, da vi var ankommet sammen med en kop kaffe og et par herlige OIES-drenge! Vi havde forsøgt at ”tomle” os frem, men at komme til Onsild en sen lørdag eftermiddag fandt vi ud af ikke var let. Det stod ned i stænger, det blæste og vi var næsten ved at miste modet, da jeg pludselig kan kende en blå jakke, der sidder inde i bilen, der kører ind på P-pladsen, hvor vi står. ”Det er Schyyytte!” Altså ankom vi til forsamlingshuset i en tør bil i løbet af 10 min. Efter at have gået i en times tid… Det var ret sjovt, og vi havde en virkelig fed fest. Jeg elsker, at være i selskab med efterskolefolk, og jeg ved, der er flere, som kan følge mig. Man kender menneskerne virkelig godt, man føler sig afslappet, man har det overdrevet sjovt og nyder tiden.
Om natten kom min kære mor og hentede os. Med os mener jeg 3 skønne piger, Stine, Nina & min roomie, Ea og jeg selv. Vi spiste mad (nej det passer ikke, rettelse: Jeg spiste mad) og sad og snakkede inden vi alle faldt om af træthed. Efter en uvurderlig start weekenden havde jeg en uvurderlig søndag… 
Om formiddagen efter god morgenmad blev Stine & Nina fulgt til toget, og så havde Ea & jeg roomiehygge. Vi gik en laaang og grinende tur i det voldsomme blæsevejr med min hund, Diva. Da vi kom hjem, sad vi og kiggede i lidt kogebøger og masser af kageopskrifter! Ea er nemlig også lidt af en kage-bager og nærmere en lille konditor. Vi er ret gode til altid at få mixet noget meget lækkert sammen. Vi fandt frem til, at vi ville bage cupcakes. Kærnemælkscupcakes med solsikkekerne og appelsinfrosting. 

Vi siede bagepulver, natron og mel sammen i en lille skål for senere at få en helt ensartet dej. I en pænt stor skål blandede vi usaltet smør og sukker sammen til en masse for så at blande æggene, melblandingen i og til sidst kærnemælk, solsikkekerner og appelsinskal. Dejen kom i små silikoneforme og blev bagt i cirka 25 minutter ved 180 grader.
Da de var afkølet smurte vi frosting/glasur på.
Glasuren bestod af usaltet smør, siet flormelis rørt i lidt ad gangen og appelsinsaft.. Prikken over i’et var små strimler appelsinskal.  
Det er en meget enkel opskrift og smag. Der er ikke noget stort hokuspokus, men jeg synes bestemt, de var gode. Til den lidt kræsne kage-spiser er den oplagt.

Roomie-Ea, cupcakes & jeg (november 2011)
Dejen: 
- 125 g usaltet smør
- 175 g sukker
- Revet skal af 1 øko citrton
- 225 g mel
- 1 tsk. bagepulver
- 1 tsk. natron
- 3 æg
-2 1/4 dl kærnemælk
- 2 sosk. solsikkekerner'

Glasuren:
- 75 g usaltet smør
- 150 g flormelis
- appelsinsaft til glasuren er "smidig"   

Her i næste weekend i december, skal min søster og jeg til kusineweekend, og der skal vi have chokolademousse med. Sidst jeg besøgte Ea og hendes dejlige familie, lavede vi mousse a la Blomsterberg (vores forbillede), og den var så fuldstændig uovertruffen, at jeg MÅ lave den igen! 
Moussen var lige så lækker som min Ea.

mandag den 21. november 2011

Selv duften af søde sager...

... kan gøre mig helt glad og meget veltilpas. Jeg sidder inde på mit værelse og laver lektier, skriver stil og hører Angus & Julia Stone, da den mest vidunderlige, søde og krydrede duft spreder sig fra køkkenet af. Min mor har lige taget et "dadelbrød" ud af ovnen. Hun har ikke lavet det, siden hun var på Island og er rimelig spændt på. Hun havde sådan lyst til at bage noget, til sine kolleger til i morgen - og jeg forstår hende godt. Resultatet er jeg deværre bange for, at jeg må nøjes med at dufte til ;)..

fredag den 18. november 2011

En drøm af en kage. ..


VB drømmekage by AH & jeg (november 2010)
Jeg er så taknemlig for, at jeg har lært at spise kokos. Faktisk elsker jeg nærmes kokos, men det har jeg ikke gjort altid. Da jeg var yngre, pillede jeg kokosblandingen på en drømmekage – hvilken skam! Her i ugen bagte jeg dobbeltportion af ”Drømmekagen fra Brovst”, så min søde klasse kunne få noget kage. Det er en meget kageglad (1.k med k for kage!) klasse, og bagværket bliver værdsat, hvilket altid er dejligt. Jeg har fået omskriften at nogle af mine forældres venner (de har deres egen fantastiske ismaskine!!), som vi har madklub med. Jeg vidste, de var de rette at spørge efter en god og ny (udgave i hvert fald) kageopskrift :). 
Første gang jeg bagte drømmekage var da jeg var noget yngre, og jeg havde virkelig glædet mig til at lave en perfekt kage. Det var en af de opskrifter, hvor kagen skulle have noget mere, end opskriften lød på. Bagetider er noget af det værste.. De er besværlige og ikke til at gå ud fra. I hvert fald endte det med, at jeg efter at kagen havde bagt i noget tid, tog den ud som opskriften sagde og puttede kokosblandingen på, hvorefter kagen skulle bage videre. Da lille jeg, så tager min kage ud, opdager jeg, at alt fyldet er sunket ned i midten af kagen, og jeg bliver evigt ked af det. Min perfekte kage blev ikke så hammer perfekt, som jeg havde ønsket, og jeg svor, at jeg aldrig ville age drømmekage igen!

Der gik dog ikke lang tid, før jeg forsøgte mig igen. Men denne gang var det som om, det gik lidt bedre. Personligt tror jeg mest på, at grunden var min dengang nye veninde, Anna Helene. AH var med mig hjemme for første gang, fordi vi havde været til elevfest med efterskolen. Da vi vågnede søndag morgen efter festen hyggede vi os hele dagen. Vi slappede af, tog fodbad, bagte den bedste drømmekage jeg nogensinde har smagt og ladede op til, at vi skulle tilbage på skolen. Det var en virkelig dejlig dag, og jeg tør vist godt sige, at den var en del af starten på vores venskab. Faktisk er jeg så heldig, at hun besøger mig i hverdagene indimellem, og så følges vi i skole i morgen. Det kan betyde alt for en ellers hård og trættende uge.

For at komme tilbage til ”Drømmekagen fra Brovst” så var det den, jeg bagte til min klasse. Jeg elsker selve dejens konsistens. Efter at have pisket æg og sukker grundigt siede jeg mel, bagepulver og vaniljesukker i og rørte forsigtigt rundt. Dejen var helt lysegul og mindede mig om noget fra et eventyr.
Mælken og smørret smeltede jeg for at blande det forsigtigt i ”eventyrsmassen”. Kagen bages i en foret bradepande ved 200 grader på midterste rille i ca. 20 min.. Imens kagen bages røres kokosblandingen sammen i en gryde over varmen.
Når kagen er bagt puttes kokosblandingen straks på, for derefter at blive bagt i ca. 5 min., for at få den let karamelliserede overflade med det bløde og let flydende under, hvis man er lidt mere heldig end jeg. Jeg glemte nemlig det med, at bagetid er noget meget fintfølende… Faktisk glemte jeg den ene kage, som baaare lige skulle have to minutter ekstra i ovnen. Resultatet var brændte kanter, men midten var heldigvis god og hverken min familie, klasse eller Anna Helene brokkede sig – det var kun mit perfektionistisk jeg, der ikke var helt tilfreds.


MUMS (november 2010)
Kagedej:
-          250 g mel
-          50 g smør
-          300 g sukker
-          4 æg
-          1 dl mælk
-          1 ½ tsk. Bagepulver

Kokosblanding:
-          125 g smør
-          100 g kokosmel
-          250 g mørk farin
-          ½ dl mælk

søndag den 6. november 2011

Chokoladebrûlée

Chokoladebrûlée a la Ditto & Clara (november 2011)

Madsen & jeg med vores dessert (september 2011)
Chokoladebrûlée var lidt af et nyt fænomen for mig indtil for en uges tid siden, hvor jeg så en opskrift derpå i Nikolaj Kirks ”Hverdagsmad” fra 2003. Min familie og jeg selv inklusive er meget begejstret for en klassisk Créme Brûlée, men efterhånden har jeg lavet mange af slagsen til både madglade venner og familie.
Her i weekenden var jeg så sammen med Ditte Marie fra mit OIES-år. Vi lavede sidste gang, vi var sammen, en ”to-do-liste” hvor créme brûlée var et vigtigt punkt ud over bl.a. filmen ”Black Swan” og afsnit af ”Emil fra Lønneberg” (jep, skarnsungen og den svenske idyl holder stadig i vores hoveder!). Heldigvis var Ditte med på mit forslag om chokoladebrûlée, så det lavede vi fredag aften.

Sidst jeg lavede den klassiske créme brûlée var også herhjemme og også med OIES-folk. Jeg havde på besøg af en herlig flok, nærmere betegnet som Anna, Lange & Mads. Mads & jeg gav bl.a. Lange en trerettersmenu i fødselsdagsgave i sommers, da han havde fødselsdag på skolen, og desserten i menuen blev créme brûlée. Faktisk mangler Lange at få en del af sin gave, da vi ville give ham et par seje luffer, men ingen af os har endnu fundet et par, der lever op til Langes standard :).. Jeg fik selv min fødselsdagsgave fra de to drenge samme weekend, og jeg er midt i den. Jeg fik en (signeret!) bog, som jeg havde siddet og læst i i en weekend, hvor vi tre var sammen til familiefødselsdag hos Mads. Den handler om anføreren på det kvindelige fodboldlandshold i Danmark!  
Nå, men i hvert fald Mads var ret meget oppe at køre over min lille gasbrænder og fik fornøjelsen af at skabe brûléen. Desserten var en succes, som vi sad og så Black Swan i sofaen – og i det hele taget havde en fantastisk weekend.  
  
Det er en lækker og enkel sag at lave créme brûléeer, synes jeg. I en chokoladebrûlée koger man også kaffefløden op sammen med sukkeret i en gryde. Ditte hakkede den mørke chokolade fint, og jeg hældte de pasteuriserede æggeblommer op i en pænt stor skål. Da fløden stadig var varm, hældte vi den i en tynd stråle op i skålen, samtidig med vi rørte forsigtigt rundt uden at skabe for meget luft i massen. Vi kom chokoladen i imens fløden endnu var varm, så den smeltede fint og gav en flot brun farve. Inden vi hældte massen på små skåle – specialindkøbte til créme brûlée – siede vi den for at undgå for mange små ”klumper”.
Lørdag formiddag efter at de havde været på køl natten over, dryssede vi rørsukker på og karamelliserede brûléerne, så vi fik den vidunderlige, knasende overfalde, der gør hele forskellen. Godt til rette med ”Black Swan” (de tre ting - créme brûlée,”Black Swan” og OIES-venner – hører åbenbart sammen herhjemme, seje tilfælde!) og dyne i sofaen, nød vi den runde, kraftige og meget delikate smag. Vi var dog enige om, at de godt kunne have fået yderligere ekstra tid i ovnen for at få den mere faste créme.. Men   

Til 4 personer
-          ½ liter kaffefløde
-          75 g sukker
-          50 g pasteuriserede æggeblommer
-          100 g mørk chokolade (max 50%)

Bages i ca. 45 i ovnen ved 100 grader og stilles på køl.  

lørdag den 29. oktober 2011

For lidt bage-kage-tid..

For lidt tid betyder for mit vedkommende for lidt kagebageri, og det er ikke rart. Jeg havde håbet på noget her i weekenden. Til gengæld fik jeg en vidunderligt svampet og lækker banankage i går, da jeg var til fest. Det var Andrea fra min 1.g klasse, der havde kagen med og jeg spiste miiindst tre stykker! Tak til Drea for at tilfredsstille min kage(- og danse)lyst lidt endnu. 
Hvis jeg - mod alt forventning - ikke får bagt kage i de kommende dage, så glæder jeg mig monster meget til at min OIES-veninde, Ditte Marie kommer og laver Creme Brûlée med mig. Vi skal hygge, slappe af, se "Emil fra Lønneberg" og "Black Swan" og snaaakke. Det er det næste, jeg ser frem til : ). 
I forhold til Creme Brûlée så er det noget, jeg efterhånden har lavet en del gange i forskellige sammenhænge, og det er lidt af succes hver gang. Den bløde, lækre creme, der smelter på tungen sammen med den sprøde og let brændte brûlée. Fransk specialitet: "Brændt creme" på dansk. Jeg er vild med det, og sidst vi var i Frankrig spiste jeg 8 på 11 dage.. Jeg skal nok følge op!

lørdag den 22. oktober 2011

Fødselsdage gør livet sødt

AH, Anna, Ditte & jeg (april 2011)
Astrids kagekone til hendes forsinkede 14 års fødselsdag (oktober 2011)






I dag har min mutti haft fødselsdag, - tillykke til dig, mor - så vi har (endnu en gang) spist dejligt. For en gangs skyld har vi ikke haft gæster, men bare været os selv. Det afholdte os dog ikke fra at lave god mad. Min mor lavede indisk gryderet til aftensmad (jeg eeelsker indisk, og var så heldig at få en lille indisk kogebog af mine skønne OIES-veninder, Anna Helene, Ditte Marie & Earumse til min 17 års fødselsdag på efterskolen i sommers), og så har vi spist det af banankagen, som min søster, Astrid, bagte i går, da hun holdte fødselsdag. Og det er faktisk også derfor, jeg lige tilføjer et indlæg.. 
I går holdt Astrid nemlig forsinket fødselsdag for en flok af sine søde veninder. De kom til varm kakao, fødselsdagesboller og kage. Uh, det var hyggeligt! Jeg havde ugen forinden spurgt, om jeg måtte bage brunsviger  - og det måtte jeg heldigvis hellere end gerne.
For efterhånden aaalt for længe siden - da jeg stadig gik på idrætsefterskole - var jeg til fødselsdag hos Ditte Marie fra skolen sammen med tre andre skønne piger, Anna, Ea og AH. Vi havde den skønneste eftermiddag længe. Vi 4 fulgtes ad i toget op til Ditte, som havde bagt den lækreste kagekone. Vi er nogle kageglade piger, så hvis jeg siger, at vi spiste en hel kagekone rub og stub, er der ikke meget lyv i det! Dittes familie fik også et par stykker, men ellers nød vi den i fulde drag. Vi sad ude i deres lille "udestue", hvor der var dækket fint op til os. Ditte pakkede lidt gaver op, vi snakkede, grinede, spiste kage og drak hjemmelavet saft, spillede masser af kroket, var på en lille skattejagt, tog skøre billeder og nød solen. Det var ligesom at være til børnefødselsdag igen, og det er altså det hele værd i vores øjne. Det var den aprilmåned, hvor der var så virkelig lækkert vejr, foruden at det var Dittes fødselsdag, hvilket betyder, at der kun kan være godt vejr! Hun er nemlig lidt af en solstråle i sig selv.. 
Det er altså historien bag denne kagekone og opskriften, som jeg fik af Dittes mor.
Min egen kagekone, som jeg lavede til Astrid, blev ret fin og pigerne var vist vilde med den. Jeg lavede den ved 12tiden, som gæsterne kom om eftermiddagen, så den var helt nybagt (det skal gærbrød jo være) og Astrid og jeg pyntede den med M&M's. Dittes kagekone var fyldt med flødeskum, M&M's, sommerjordbær og blommer.. Men i og med der var masser af flødeskum til kakaoen undlod vi, selvom Astrid eeelsker flødeskum, hihi. 
Det er en ret lækker dej, som gør det muligt at forme en flot kagemand eller -kone. Den er let at lave, skal kun hæve og bage i henholdsvis 15 min., og så må det siges at være den bedste brunsviger, jeg har smagt – og jeg har smagt og bagt en del efterhånden… 



Til cirka 15 fødselsdagsgæster
I dejen er der:


- 375 g mel
- 150 g smør eller magarine (jeg foretrækker rigtig smør, da jeg synes, det smager bedst)
- 40 g sukker
- 40 g gær
- 1 æg
- ca. 1,5 dl mælk

Lun mælken og opløs gæren deri efter at have taget mælken af varmen. Tilsæt resten af ingredienserne og ælt indtil du har en ensartet dej. Rul nu dejen ud og brug din fantasi og kreativitet: Lav din egen kagekone eller -mand. Jeg lavede en lille kjole på Astrids ;).  


Til remoncen: 
- 100 g smør 
- 100 g mørk farin 
- 1/2 spsk. kanel

Den rørte remonce smøres på dejen, som ligger på bagepapir på en plade. Lav med stor fordel små huller i dejen, som remoncen kan smelte ned i, så du undgår at alt remoncen ligger på pladen.. 
Kagemanden skal hæve i 15 min. for derefter at blive bagt på midterste rille i ca. 15 min. ved 220 grader. Kunsten er selvfølgelig og undgå at remoncen bliver brændt men at dejen er bagt. De 15 min. passede meget fint til vores ovn hos mig. 
Go' bagelyst!

torsdag den 20. oktober 2011

Det, der driver værket

Øhøj og velkommen til Claras søde tand! 
Jeg opretter denne blog, fordi jeg vil forsøge at gøre det lidt mere frivilligt for min kære familie og dejlige venner at lægge øre til min (næsten) evige snak og glæde ved søde sager. Alt det, jeg ikke kan lade være med at bage, fryse og kreerer. Alt det jeg rører, vender og pisker sammen. Alt det, jeg dufter til, ser på og nyder. Alt det, jeg ikke kan holde fingrene fra i ret lang tid af gangen.
Jeg snakker først og fremmest om glæden ved at lave kager og desserter. Så snakker jeg om glæden ved at servere det for mennesker, som sætter pris på det, og til sidst snakker jeg om glæden ved at spise det. 


Jeg har længe haft min egen kagebog undervejs, men det er en længere proces, da den hedder "Claras kager - de bedste af de bedste". Det indebærer nemlig ikke kun, at jeg har smagt på kagen, men også at jeg har lavet den. Det ser jeg som en absolut win-win-situation, for jo mere jeg får lov at bage og servere, jo bedre er det i mine øjne. 
Det, jeg altså hellere end gerne vil skrive om og lade jer læse og blive inspireret af, er min glæde ved at lave søde sager i forskellige afskygninger. Jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang. 


- Claaara